Neymar tog til franske PSG for kort tid siden i den voldsomt store handel. Derfor skal ledelsen hos FC Barcelona nu finde den direkte erstatning, og flere store navne er sat i spil.

Af Anders Lang Jensen

Photo by Denis Doyle/Getty Images

Nu har fodboldwebsitet 90.min.com lavet en afstemning om, hvem der skal afløse den brasilianske superstjerne på Camp Nou. Den gyldne trio i front for Barcelona-mandskabet mistede altså den ene tenor, da Neymar ønskede at skifte til den franske hovedstad.

Navnet var MSN og var symbolet på Lionel Messi, Luis Suarez og Neymars samarbejde i offensiven hos den spanske gigant. Spørger man Barcelona-tilhængerne tegner der sig nu et billede af, at en kommende trio muligvis kan kalde sig noget i retningen af MSC.

90.min.com

Neymars landsmand Philippe Coutinho bliver i disse dage rygtet kraftigt mod Barcelona, men om hans engelske klub i Liverpool tillader et skifte til de sydligere himmelstrøg, er meget tvivlsomt. Men ifølge denne spørgerunde er det uanset hvad Coutinho, der trækker flest procenter.

Ifølge mange medier har ledelsen hos FC Barcelona massivt forsøgt at forhandle en transfer på plads med klubben på Anfield, men om der er enighed, eller ingen aftale er på trapperne er meget blandet blandt de store europæiske medier.

Barcelona fik en stor indsprøjtning rent økonomisk efter en pris på 1,6 mia. kr. tikkede ind på spaniernes bankkonto senest, da de franske rigmænd indløste Neymars frikøbsklausul. Derfor har holdet på Camp Nou midlerne til at give en voldsom pris for Coutinho.

Men om tyske Jürgen Klopp overhovedet vil tale om at sende hans offensive storstjerne væk fra det engelske denne sommer, er tvivlsomt. Coutinho er vigtig for tyskerens trup, og de engelske klubber har økonomien til at sige nej til selv de største bud, der kan komme.