Nu er vi ved at være til vejs ende i dette transfer-cirkus. Denne januar måned har, i et hidtil uset omfang, været både hektisk og kaotisk. Mange klubber har åbenbart haft brug for at finpudse og -justere trupperne, og det har fået kreditkortene rundt omkring til at gløde med lysets fart.
af: Emil Plovgaard / @PlovgaardE
Det er den sidste weekend, inden transfervinduet smækker i, og derfor er det også på tide at følge op på de florerende rygter. Frem til transfer-deadline kan du her på fodboldspilleren.dk følge med i klubbernes gøren og laden. Vi vil opdatere hver dag med dugfriske nyheder – det eneste, du skal gøre, er at læne dig tilbage i sofaen. Derudover vil vi også lave en live-sektion på selve ”Deadline Day”.
Læs også: Vildt: FCK kan score kassen, hvis Nicolai Jørgensen skifter til Premier League
Lørdagens rygter fra den engelske presse:
Daily Mail:
- Real Madrid planlægger efter sigende et hidsigt korstog i den engelske Premier League. De vil nemlig hente tre stjernespillere fra øen mod nord. Det drejer sig om David de Gea, Harry Kane og Eden Hazard, der alle kan få spilletid på Santiago Bernabéu fra næste sæson. Den spanske kongeklub skal angiveligt af med 500 millioner pund for alle tre eksemplarer.
- Tottenham får svært ved at holde på træner Mauricio Pochettino. Det står klart, efter Pochettino og Real Madrid har indledt samtaler med hinanden.
- West Bromwich vil ikke sælge Salomon Rondon på trods af interesse fra Chelsea. Det beretter klubbens manager, Alan Pardew.
- David Moyes fortæller, at han er på jagt efter brugbare spillere. En stor del af den nuværende trup er nemlig ude med skader og er derfor uegnede til kamp.
The Sun:
- Arsenal bliver nødt til at forhøje deres bud til 25 millioner pund, hvis de i dette vindue vil hente West Bromwichs Jonny Evans til klubben.
- Juventus vil hente Matteo Darmian på en lejeaftale i dette vindue med henblik på at gøre denne permanent til sommer ved at indbygge en købsoption i lejekontrakten.
Daily Express:
- Den engelske traditionsklub, Leeds United, vil hente Ajax’ Pascal Struijk til klubben. Den 18-rige forsvarsspiller er tiltænkt en plads på klubbens U/23-mandskab.
Daily Mirror:
- Jürgen Klopp kan ikke love Daniel Sturridge spilletid, såfremt han bliver på Anfield.
Daily Star:
- Borussia Dortmunds træner, Peter Stöger, indrømmer, at klubben har i sinde at sælge Arsenal-emnet Pierre-Emerick Aubameyang.