En obduktion slog tirsdag fast, at Fiorentinas anfører, Davide Astori, søndag til natten døde som følge af en blodprop i hjertet. Det skriver det italienske nyhedsbureau, Ansa, ifølge NTB. Nyhedsbureauet citerer to italienske læger, som står bag obduktion i Udine.
Der er dermed ikke tale om en kriminel handling eller forbrydelse, som rygterne tidligere på ugen gik på. Der går dog cirka 60 dage, eller to måneder, før man har den endegyldige bevisføring for dødsfaldets årsag, fortæller en chefanklager i Udine til den italienske presse.
– Først om 60 dage har vi en endelig diagnose, så vi med sikkerhed kan sige, om der var andre eksterne faktorer, som udløste en blodprop, fortæller chefanklageren i Udine, Antonio De Nicoli, til nyhedsbureauet Ansa ifølge Football-Italia.net.
Lægerne har efter sigende fundet frem til, at den nu afdøde Fiorentina-spillers hjerte i et roligt tempo blev ved med at slå mindre og mindre, indtil det på et tidspunkt ikke slog mere, og spilleren altså døde.
LÆS OGSÅ: Aftalen er på plads: Griezmann er nået til enighed med denne storklub
Holdkammeraterne ænsede, at der var noget galt, da Astori ikke mødte op til morgenmad søndag på det aftalte klokkeslæt. Holdkammeraternes bekymring havde desværre hold på sig. Kort herefter fandt de ham død på hotelværelset.
Det var en Fiorentina-trup i chok, og ikke i stand til at spille den planlagte udekamp mod Jens Stryger Larsens Udinese-mandskab. Samtlige Serie A-kampe blev da også aflyst på baggrund af den tragiske hændelse.
Begravelse i Firenze torsdag
Torsdag vil der være begravelse for Davide Astori midt i en af Toscanas perler, Firenze. Her vil kirken, Basilica di Santa Croce danne ramme om mindehøjtideligheden.
Astori blev 31 år gammel. Han optrådte 14 gange for Italiens landshold. Han nåede at stifte en lille familie, som nu efterlades. Det drejer sig om hans forlovede og den toårige datter.
Tirsdag kom det frem, at Fiorentina havde lavet en vidunderlig gestus til ære for familien. Det kan du læse meget mere om lige her.