Det var ikke helt billigt, da FC Barcelona i sommer hentede fodbold-ekvilibristen, Ousmane Dembélé. Helt nøjagtigt gav catalanerne 781 millioner kroner for den unge franskmand.
Med de enorme summer, der blev lagt på bordet for den unge Dembélé, havde fans af den spanske storklub nok forventet lidt mere af ham indtil videre. Således er det kun blevet til stilfærdige 395 minutter for Dembélé, hvilket svarer til i omegnen af 4 kampe og en halvleg.
Men det er ikke kun spilletiden, man er bekymret for i Catalonien. Nej, man er nemlig også ganske bange for Dembélés usunde livsstil, som absolut ikke hører hjemme, når man er professionel fodboldspiller.
Den spanske radiostation, Cadena SER, kan i programmet, El Larguero, fortælle, at det især er franskmandens kostvaner, FC Barcelona er bekymrede for. Den tidligere Borussia Dortmund-spiller har nemlig en stor kærlighed for fastfood. Nu spekuleres der i, om den usunde kost har haft en indvirkning på hans mange skader i hans foreløbige karriere hos FC Barcelona.
LÆS OGSÅ: Liverpool er nået til enighed med stjernespiller – pris: 700.000.000 kroner
Ikke bare problemer med kosten – også nattelivet trækker
Den franske landsholdsspiller er også særdeles glad for nattelivet i Barcelonas gader og stræder, forstås. Derudover er der også kommet andre personlige problemer i spil uden for banen for Dembélé.
Hans forældre er nemlig blevet skilt. Og selv om han har fået hjælp af sine to landsmænd, Samuel Umtiti og Lucas Digne, har han altså også haft det svært ved at omgås sine andre holdkammerater.
I søndags vandt FC Barcelona en vigtig kamp mod Atlético Madrid i kampen om det spanske mesterskab. Heller ikke her fik Ousmane Dembélé spilminutter i benene. Dertil var hans opvarmning simpelthen alt for lallende, ifølge El Larguero.
Det forventes dog, at Ousmane Dembélé vil blive i FC Barcelona. Angiveligt for at se, om han kan vende rundt på tingenes tilstand. Men indtil da ser det ikke lovende ud for den unge franskmand.
LÆS OGSÅ: Aftalen er på plads: Griezmann er nået til enighed med denne storklub