Af Anders Lang Jensen
Efter Liverpools normale førstevalg i buret Loris Karius lavede to voldsomme brølere i Champions League-finalen mod Real Madrid i lørdags, kigger manager Jurgen Klopp efter nyt blod til målmandsposten.
Det kan dog ende ud i intet mindre end en rekordhandel, hvis Liverpool skal gøre drømmen om en ny decideret førstemålmand til en realitet. Flere navne er nævnt, men den seneste tid har de tre navne som AC Milans Gianluigi Donnarumma, Atletico Madrids Jan Oblak og Romas Alisson taget overskrifter.
Sidstenævnte keeper er mere interessant end andre. Samme holdning deler ledelsen på Anfield. Den for tiden VM-udtagede målmand for Brasilien er et varmt navn, og Liverpool er efter Champions League-finalen ivrige efter at hente erstatningen for Karius.
Det kan ende ud i et sensationelt beløb for Alisson. Ifølge den engelske avis Daily Mail vil klubben på Anfield byde hele 60 millioner engelske pund. Et beløb der med afstand vil være det største på en målmand solgt på transfermarkedet. Manchester City brød rekorden efter købet af Ederson fra Benfica sidste sommer for et beløb på 34 millioner pund.
Italienske Roma ønsker sig også som minimum 60 millioner pund for deres brasilianske stjernekeeper. Forhandlingerne er derfor sat for den eftertragtede målmand. Prisen kan ende i den voldsomt høje ende, men Klopp er klar over målmandsproblemet, og det skal løses.
Liverpool har lagt aggressivt fra land i sommerens transfervindue. I aftes underskrev man en aftale med Monacos brasilianske midtbaneprofil Fabinho angiveligt for et beløb på 44 millioner pund. Derudover henter man også Naby Keita hos tyske Leipzig for omkring 52 millioner pund.
Franske Nabil Fekir er fortsat et emne på Anfield som en eventuel erstatning for Coutinho efter salget til FC Barcelona i vinter. Netop disse penge ser ud til at blive spenderet særdeles meget for tiden i Liverpool.