Af Anders Lang Jensen

En transfersaga, omkring brasilianske Neymar og et muligt skifte tilbage til spansk fodbold og Real Madrid, kører fortsat. Selvom rygterne omkring et sensationelt skifte for superstjernen er dalet, melder store spanske medier i dag om interessant nyt.

 

Præsident i kongeklubben Florentino Perez ønsker en ny generation af superstjerner til det spanske storhold, og derfor nævnes Neymar som et tema. Derudover har Chelseas Eden Hazard også været nævnt i den spanske presse. Men lad os holde fast i PSG-stjernen.

Sidste sommer skiftede Neymar fra FC Barcelona til de stenrige franskmænd og Paris Saint-Germain. Dengang lød prisen på intet mindre end 222 millioner euro. Altså fordelt ud på danske kroner 1,6 milliarder.

Neymar

 

Den pris ønsker franskmændene ikke bare at hente hjem, hvis deres brasilianske stjerne skulle forlade Paris. Den skal være væsentligt højere, og det er præsident i kongeklubben Florentino Perez klar over. Der skal sælges for at finansiere et køb af Neymar.

Ifølge den catalanske avis Sport er engelske Liverpool lune på Marco Asensio. Dermed ønsker Real Madrid at sælge den unge spanske offensivspiller til Anfield-klubben for rent økonomisk at gøre plads til Neymar.

 

Voldsom pris for Asensio

Ifølge avisen ønsker Florentino Perez svimlende 200 millioner euro for Asensio, hvilket svarer til imponerende 1,5 milliarder danske kroner. Liverpool er dog særdeles opsatte på at tilknytte Asensio. Prisen virker dog usandsynlig høj.

Hvis Neymar skal købes fri af franske Paris Saint-Germain, lyder prisen angiveligt på 100 millioner euro oveni. Altså 300 millioner euro. Derfor skal et eventuelt storsalg af Marco Asensio bane vejen for det forbudte skifte til Neymar, der jo altså har fortid i FC Barcelona.

Manchester United, Chelsea og selvsamme Paris Saint-Germain er på rygtebasis også nævnt som mulige nye klubber for Asensio.