Sommerens helt store transfer blev en kendsgerning for få dage siden, da portugisiske Cristiano Ronaldo officielt blev bekræftet som ny spiller hos italienske Juventus. Fra Real Madrid skifter verdensstjernen, men måske er han ikke den eneste, der tager denne tur.
Af Anders Lang Jensen
Juventus kan meget vel få tilgang af endnu en stjerne fra Real Madrid, nemlig venstrebacken Marcelo. Flere medier kæder ham sammen med klubben. Marcelo og Ronaldo har i deres fælles tid hos Real Madrid haft et utroligt stærkt venskab og et godt samarbejde på banen.
Marcelo har tidligere, ifølge Don Balon, givet udtryk for, at han ville forlade Real Madrid, hvis hans gode ven og holdkammerat, Cristiano Ronaldo, forlod klubben. Det skete som bekendt i går. De to nære venner kan dermed sammen tage skridtet til Torino-klubben.
Marcelo har endnu ikke ønsket Ronaldo held og lykke på de sociale medier, på trods af, at stort set alle andre Real Madrid-spillere har gjort dette. Det kan måske betyde, at de ikke har en fremtid hver for sig. Dette er dog på nuværende stadie stadig bare rene spekulationer.
Skal erstatte sin landsmand Alex Sandro
Ydermere er han i dag begyndt at følge klubben på Instagram, hvilket blot lægger yderligere brænde på bålet. Det har de sociale medier og fans på disse bemærket, og det sætter gang i rygterne ydermere. Ingen tvivl om det.
Ifølge Mediaset Premium, så ønsker klubben at hente Marcelo som erstatning for Alex Sandro, som er jagtet af blandt andre Paris Saint-Germain, Chelsea, Manchester United og Manchester City.
Det italienske medie CalcioMercato er af samme overbevisning, og de tilføjer yderligere, at Juventus har modtaget et købstilbud på Alex Sandro på 40 millioner euro fra PSG. Interessen fra engelske Premier League skulle dog også være markant, og prisen kan stige yderligere.