I den spanske storklub FC Barcelona skal der andre boller på suppen. Selvom klubben sikrede sig et flot mesterskab i den forgangne sæson, skal flere spillere ind og ud af klubben.

Af Anders Lang Jensen

 

Nye spillere trods mesterskabet

FC Barcelona vandt mesterskabet i overbevisende stil i den forgangne sæson, men det kan være et noget andet mandskab, der skal forsvare titlen i den kommende sæson.

Transfervinduet kan betyde flere afgange på holdet. Cheftræner Ernesto Valverde er nemlig interesseret i at rense ud i truppen, og det betyder, at catalanerne får en travl sommer. Det melder sportsavisen Marca.

Brasilianske Arthur og franske Clement Lenglet er allerede nye spillere i truppen, men flere profiler forventes at havne i det catalanske i løbet af sommerens vindue. Navne som Adrien Rabiot, Willian, Eden Hazard og Thiago er bare få af dem, som kædes sammen med Barca denne sommer.

 

Økonomiske indtægter skal sikre nye profiler

En lang række spillere kan derfor inden længe blive solgt videre til øvrige klubber for at finansiere de nye ansigter, der måtte komme på Camp Nou. Det rapporterer den spanske avis Marca, der mener at vide, at hele syv spillere er på vej væk.

Ifølge avisen er der tale om André Gomes, Aleix Vidal, Marlon, Munir, Douglas, Rafinha og Sergi Samper. Det er især de tre førstnævnte, som tiltrækker sig interesse, og som kan være væk snart. I Arsenal skulle man være opsat på at hente André Gomes, Vidal kædes sammen med Sevilla, og Marlon er et emne i flere engelske klubber.

Der er imidlertid ikke tale om nogle store tab for de spanske giganter. De eneste, der spillede en rolle på Valverdes mandskab i den forgangne sæson, var Gomes og Vidal, der fik henholdsvis 31 og 25 førsteholdskampe. De resterende var udlejet til diverse klubber.