Lige før sæsonstarten på den engelske Premier League er Arsenal nu blevet ramt af skidt nyt. En skadet trup er enhver træners mareridt lige op til første turneringskamp. Næste weekend starter ligaen, og det bliver uden en defensiv profil.

Af Anders Lang Jensen

Sead Kolasinac er blevet skadet, melder Arsenal på klubbens hjemmeside. Backen er ude i op til 10 uger. To en halv måned på sidelinjen kan vente Arsenals back Sead Kolasinac. Arsenal skriver fredag aften på deres hjemmeside, at bosnieren har fået en skade i sit venstre knæ.

Kolasinac så ellers ud til at banke på til manager Unai Emerys startopstilling, når Arsenal møder Manchester City i premieren. Men nu kan spilleren altså ventes at sidde ude indtil oktober måned. Spanske Nacho Monreal ser derfor ud til at starte på venstrebacken.

 

Skaden skete i kampen mod Chelsea ved International Champions Cup, hvor Kolasinac vred sig i smerte efter 70 minutters spil. Det lignede en forstrækning, men der er tale om en knæskade.

Arsenal melder på deres hjemmeside fredag aften, at Kolasinac er ude i mindst 8 uger, formentlig 10. Til gengæld melder The Gunners, at Aaron Ramsey snart er klar igen. Waliseren ventes at genoptage sin træning med truppen allerede i den kommende uge.

25-årige Kolasinac spillede i sidste sæson 27 Premier League-kampe for Arsenal.

TRANSFERAFSLØRING: Billeder af to nye stjerner i United-trøjen lækket