Den tidligere Brøndby-profil Christian Nørgaard har siden sit skifte til italienske Fiorentina manglet spilletid. Det får han angiveligt en ny mulighed for i engelsk fodbold fra sommer af.
Christian Nørgaard skiftede sidste sommer Brøndby ud med Fiorentina, men efter et sparsommeligt år i forhold til spilletid i den italienske klub, er midtbanespilleren nu på vej videre i karrieren.
Det næste skridt for den 25-årige dansker er ifølge danske Ekstra Bladet et skifte til danskerklubben Brentford i den næstbedste række Championship i England.
Avisen beretter i dag, at Brentford står til at købe Christian Nørgaard for 24 millioner kroner, og dermed taber Fiorentina kun omkring to millioner kroner på den tidligere Brøndby-profil, som nu har udsigt til at blive genforeneret med Thomas Frank. Brøndby solgte nemlig midtbanemanden for omkring 26 millioner kroner.
Christian Nørgaard har blot spillet seks kampe i den italienske Serie A for Fiorentina, og det ser ud til, at han kun får lov til at spille én sæson i den italienske klub. I stedet venter der nu formentlig et eventyr i England, hvor han blandt andre vil kunne komme til at spille sammen med Henrik Dalsgaard og Emiliano Marcondes.