Michael Laudrup er en eftertragtet herre. I hvert fald, hvis man skal tro den tidligere Brøndby-træners agent. Michael Laudrup, som tidligere har været træner for Brøndby IF, Mallorca og Getafe, er nu rejst til varmere himmelstrøg. Således står han nu i spidsen for Al-Rayyan, der spiller i Qatar. Det er anden gang, han står i spidsen for en klub fra det lille land i Mellemøsten.
Selv om Michael Laudrup har befundet sig i Mellemøsten siden 2014, er han tilsyneladende ikke blevet glemt på det europæiske kontinent.
For på trods af, at han ikke har været at finde i Europa siden 2014, så vrimler det ifølge agenten, Bayram Tutumlu, med tilbud fra de europæiske klubber.
Til BT udtaler den danske træners agent således:
– Jeg har fået henvendelser fra Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og England. Det er helt op til ham selv, hvor han har lyst til at være træner i Europa igen.
Den efterhånden 53 år gamle Michael Laudrups kontrakt med Al-Rayyan udløber i slutningen af dette år, og derefter er træneren frit stillet i forhold til at finde en ny klub.
Men på trods af de mange tilbud, er det ikke sikkert, Laudrup fortsætter sin trænerkarriere. I hvert fald ikke, hvis man skal tro hans udtalelser hos den spanske avis, Marca, i februar måned.
– Det er formentlig min sidste periode som træner. Jobbet i Qatar bliver enten det sidste eller næstsidste. Til sommer fylder jeg 54 år. Da jeg stoppede som aktiv fodboldspiller i 1998, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle være træner i så lang tid, lød det dengang fra Michael Laudrup.
Vi må derfor vente med at se, om Michael Laudrup kommer til at blive træner i Europa. Han har i hvert fald tilbud på hånden.
LÆS OGSÅ: Liverpools håb fordufter: Nu er Real Madrid favoritter til at hente stjernemålmand