Den franske forsvarsspiller, Samuel Umtiti, er blevet sat i forbindelse med flere store klubber – heriblandt Real Madrid, men nu kan Lyon-forsvareren muligvis være på vej til ærkerivalen fra FC Barcelona.
Af Emil Plovgaard
Fredag solgte FC Barcelona Marc Bartra til Borussia Dortmund, og i dag skriver El Mundo Deportivo, at Samuel Umtiti fra Lyon er udset som erstatning til Bartra i storklubben fra den katalanske del af Spanien.
Ifølge den spanske avis skulle FC Barcelona være klar til at betale Lyon 20 millioner euro – svarende til godt og vel 150 millioner danske kroner, for at få franskmanden til klubben.
Læs også: Engelsk avis: Zlatan skifter til Manchester United
Den blot 22-årige Umtiti har spillet for Lyon gennem hele sin karriere og også i sine ungdomsår. Franskmanden er tidligere blevet sat i forbindelse med klubber som Real Madrid, Tottenham og Manchester City.
Samuel Umtiti er med i den franske landsholdstrup, som i aften møder det skotske landshold i en venskabskamp, der skal forberede de to lande til EM, som starter den 10. juni. Kampen kan du se direkte på Tv3 Sport 1 og Viaplay fra kl. 20.55.
Læs også: Martial skal have mere: Så meget forlanger han i løn