Af Anders Lang Jensen
I sommerens transfervindue solgte FC Barcelona den store offensive joker Neymar til franske PSG i en voldsom handel, som angiveligt har indbragt hele 1,6 milliarder danske kroner til Barcas kassebeholdning.
Der blev dog også handlet den anden vej, da Dortmunds unge franske stjerne Ousmane Dembele skiftede til Camp Nou også i en voldsom dyr transfer. Men selvom pengene er store, ønsker ledelsen hos FC Barcelona stadig at gøre nogle billige handler.
Ifølge den store spanske avis Marca står der 5 spillere på ønskelisten over spillere, der gerne skulle hentes til den i forvejen stjernebesatte trup enten i det kommende januar-transfervindue eller til sommerens længere vindue.
På toppen af femmandslisten er tyske Mesut Özil placeret. Arsenal-stjernen har kontraktudløb til sommer og kan om få dage, når kalenderen viser januar måned i det nye år, forhandle frit med andre klubber. Barca vil betale et lille beløb til Arsenal for at slippe ham nogle måneder før tid allerede i januar.
Dernæst følger navne som Lyons Nabil Fekir og CSKA Moskvas midtbanemand Aleksandr Golovin, der begge bliver fulgt nøje af Barcelona. Også den tyske storklub Schalke 04 har to spillere, som catalanerne følger. Disse er Max Meyer og Leon Goretzka, som begge gør sig på den centrale midtbane.
Der er ingen tvivl om, at det er centrale spillere, som ledelsen på Camp Nou er på jagt efter. Alle spillere som Mesut Özil, Aleksandr Golovin, Max Meyer og Leon Goretzka er centrale kreative spillere. Det er blot Lyons Nabil Fekir, som må ses som en rigtig frontangriber.
Slutteligt melder Marca, at Philippe Coutinho selvfølgelig også er et transfermål for FC Barcelona, men ikke ligefrem vil blive et røverkøb, hvis Liverpool-stjernen skal vristes ud af kontrakten med englænderne. Det kan ende i et milliardbeløb, hvilket Barca er en smule nervøse for at betale for en spiller.