Brasilianske Neymar er fortid i Barcelona. Et skifte, der har kastet stridigheder af sig i Cataloniens hovedstad. Først nægtede FC Barcelona at betale summen til Andre Cury, men nu er man gået med til at betale de 6,6 millioner euro, som han ifølge kontrakten er berettiget til. Det skriver SER Catalunya.

FC Barcelona måtte lide et stort tab, da man afsatte Neymar Jr. til Paris Saint-Germain i sommeren 2017.

Økonomisk var det dog en god gevinst for catalanerne, der hev hele 1,65 milliarder kroner hjem.

Nu har en del af disse penge dog skiftet hænder. Det drejer sig om 3 procent af den samlede sum, som nu er overgået til Andre Cury.

Kender Neymar personligt

Cury har arbejdet som talentspejder for FC Barcelona, og er i øvrigt en tæt ven af Neymar personligt. Da den brasilianske stjerne i sin tid skiftede til catalanerne, fik han indskrevet en klausul, der berettigede ham til tre procent af en kommende transfer.

I første omgang var klubben imod at betale Cury pengene, da den nuværende PSG-brasilianer selv udløste sin frikøbsklausul. Men nu har man altså indvilliget i at betale det overskydende beløb, der i danske kroner og ører nogenlunde svarer til 50 millioner kroner.  

LÆS OGSÅ: Asensio: Sådan sagde jeg farvel til Cristiano Ronaldo