Af Anders Lang Jensen

Den afrikanske angriberstjerne hos tyske Borussia Dortmund Pierre-Emerick Aubameyang rygtes konstant væk fra den tyske storklub. Specielt den engelske Premier League ligner fremtiden for gaboneseren.

Photo by liewig christian/Corbis via Getty Images

Skal man tro den seneste tids rygter verden over, er Dortmund klar til at sælge den lynende hurtige angriber. Aubameyang har revet sig uklar med ledelsen i den tyske storklub, hvorfor man vil sælge afrikaneren og dermed undgå flere bataljer.

Så sent som onsdag aften viste angriberen dog, hvorfor han er så vigtig en brik hos Den Gule Mur. I udekampen mod Real Madrid i den sidste runde af Champions League-gruppespillet scorede han de to mål, der holdt tyskerne inde i opgøret. Real Madrid trak dog det længste strå i 3-2-sejren.

Photo by Dan Mullan/Getty Images

De sidste tre sæsoner har Aubameyang høvlet målene ind for holdet på Signal Iduna Park i Dortmund. Men ikke meget længere. Engelske Everton pønser angiveligt på at lave en sensationel handel for at lande den gabonesiske hurtigløber.

Ifølge den engelske avis The Mirror har den nye Everton-manager Sam Allardyce planer om at smide hele 60 millioner engelske pund efter Aubameyang. Allerede til januar håber den rutinerede manager at lande stjernen, som må ses som den direkte afløser efter sommersalget af Romelu Lukaku.

Photo by Alexandre Simoes/Borussia Dortmund/Getty Images

Den 28-årige angriber tiltrækker sig interesse fra mange andre storklubber i den engelske Premier League. Derfor vil det være højst overraskende, hvis Aubameyang ender med at skifte Dortmund ud med Goodison Park i Merseyside.

Men avisen mener, at Sam Allardyce, under kaldenavnet Big Sam, er ivrig efter at hente den særdeles målfarlige spydspids til The Toffees. Fordelt på de sidste 6 sæsoner, hvor de to første blev spillet for franske St. Etienne, har Aubameyang scoret hele 114 mål.

Everton har i denne sæson leveret usandsynligt skidt, hvorfor hollandske Ronald Koeman også fik sparket tidligere på sæsonen. Klubben befinder sig netop nu på en skuffende 10. plads.