Cristiano Ronaldo sendte Juventus videre i Champions League: Nu stiger klubbens aktier helt vildt

Cristiano Ronaldo Juventus
Skrevet af : Emil Plovgaard

Der var vild eufori i Torino, da kampens dommer, Björn Kuipers, fløjtede for sidste gang i tirsdagens kamp mellem Juventus og Atlético Madrid. Med tre mål fra Cristiano Ronaldo avancerede Bianconeri til kvartfinalerne med en samlet 3-2-sejr.

AF: EMIL PLOVGAARD

Cristiano Ronaldo Juventus
Foto: Tullio M. Puglia/Getty Images

Og euforien er fortsat stor i Torino denne onsdag. Da den italienske børs åbnede onsdag morgen, eksploderede Juventus’ kurs.

Ronaldo åbnede målfesten med en hovedstødsscoring efter 27 minutters spil. Fire minutter i anden halvleg gjorde han så det samlede resultat fuldstændig lige.

Atlético Madrid fik ikke et eneste skud på mål i løbet af anden halvleg, og så er det altså svært, når man skal op og jagte en scoring for at gå videre.

Med fire minutter tilbage af den ordinære tid, blev Juventus tildelt et straffespark, da Angel Correa på ulovlig vis fældede Federico Bernardeschi.

Og det er dumt at give Cristiano Ronaldo en chance fra 11 meter. Dem plejer han at omsætte til mål. Og der var ingen undtagelse tirsdag aften. Jan Oblak var uden chance og blev udplaceret for tredje gang i kampen.

Avancementet alene er omkring 10 millioner værd for Den Gamle Dame i form af præmiepenge fra Champions League. Men der er dog også en anden gevinst ved euforien omkring klubben.

LÆS OGSÅ: 7 spillere skifter til Real Madrid til sommer

Da den italienske børs, Borsa Italiana, åbnede onsdag morgen, gik Juventus-aktierne gevaldigt frem.

Tirsdag aften skulle man give 1,22 euro for én Juventus-aktie, men da børsen altså åbnede klokken 9, var prisen hoppet frem til 1,58 euro. Det er en stigning på 24 procent. Det skriver Daily Mirror.

Med sejren har Juventus stadig mulighed for at nå frem til finalen i Champions League. I de seneste fire år har man nået frem til netop denne to gange.

I den hjemlige liga, Serie A, kører det også helt godt for Allegris tropper. Efter 27 kampe er man stadig ubesejret, og der er 18 point ned til Napoli på andenpladsen.

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage