Luiz på den centrale midtbane
En fordel som Luiz har, er, at han, til forskel for andre deciderede midterforsvarer, også kan spille defensiv- eller central-midtbane. Han har nemlig teknikken til det, og faktisk brugte den daværende Chelsea-manager Andre Villas-Boas flere gange Luiz som denfensiv midtbanespiller tilbage i 2011-2012-sæsonen.
Godt nok er N’Golo Kante allerede ankommet fra Leicester City, og han er tiltænkt som decideret defensiv midtbanespiller hos The Blues, og det er måske mere Nemanja Matic som Luiz har en reel chance for at erstatte i startopstillingen.
Kante og Matic har begge en eminent evne til at beskytte firebackkæden, men spiller de to ved siden af hinanden på midtbanen samtidigt, kan Chelseas spil i store perioder blive meget ensformigt og langsomt – ingen af dem er nemlig mestre i det opbyggende spil.
Conte har derfor brug for en ved siden af Kante (eller Matic for den sags skyld), der er bedre i det offensive spil, bidrager med mere energi og som kan bære at få en mere fri rolle på den centrale midtbane.
En sådan spiller kunne være Luiz og Chelseas opstilling kunne, rent hypotetisk, se således ud:
Der er ingen tvivl om, at Luiz ville komme til at bidrage mere offensivt end Matic gør i disse tider, og defensivt har brasilianeren helt sikkert også sine færdigheder i orden.
Sidste gang Luiz var i Chelsea, lavede han mange uprovokerede opspilsfejl når han spillede midterforsvar, der resulterede i dumme mål til modstanderen. Det er ikke sikkert, han er blevet klogere, men fejlene vil ikke i så høj grad koste mål, hvis han laver dem på midtbanen, da han har både Kante og resten af firebackkæden til at ‘rydde op’.
Fodboldspil med større risiko og flere satsede afleveringer længere tilbage på banen (eventuelt fra Luiz?) er måske netop hvad Chelsea mangler i jagten på at revanchere sidste sæsons skuffende resultat?
PS. Vi skal alle være rigtig glade for, at Luiz er tilbage på Stamford Bridge, for det betyder, at man igen kan bruge sin Chelsea-trøje med Luiz på ryggen til den lokale fodboldtræning…