Det var en bombe der sprang mandag morgen, da Brøndby meldte ud, at de havde afbrudt samarbejdet med den altid karismatiske tyske cheftræner Alexander Zorniger. Kontraktperioden var langt fra tæt på en ende, og det koster knaster fra Brøndby-kassen.

Af Anders Lang Jensen

 

Den danske Superliga blev i går en cheftræner fattigere, og det ser ud til, at Brøndby IF mister mere end bare manden i spidsen for holdet. Fyringen af Alexander Zorniger kommer til at koste klubben flere millioner kroner.

Ifølge Ekstra Bladet kan Zorniger tage 4,6 millioner med i afskedsgave fra klubben. Det er prisen på den løn, som han havde til gode i sin kontrakt frem til sommeren 2020. Og da aftalen angiveligt var uopsigelig, kan Brøndby ikke slippe med at betale løn for et par måneders opsigelse.

 

Man kan sige, at den løn skulle han jo have haft uanset. Men forskellen er, at nu skal Brøndby ifølge Ekstra Bladet stadig betale Zorniger af, mens man aflønner en ny cheftræner. Sådan én forventer klubben at præsentere senest i morgen onsdag.

Sportsdirektør Ebbe Sand var i går ikke meget for at løfte sløret for, hvem han havde i sigte som ny cheftræner på Vestegnen. Han ville dog gerne sige lidt om, hvilke overvejelser han og den øvrige klubledelse gør sig.

 

”For mig handler det om en træner med de kvaliteter, vi søger i forhold til spillestil. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige, at det nødvendigvis bliver en dansker, men vi har selvfølgelig også fokus på, hvis det kan lade sig gøre, også i forhold til udvikling af egne talenter. Det er ikke kun danske trænere, der har det fokus. Så jeg kan ikke stå her og sige, det 100 procent sikker bliver en dansker”, lød det fra Sand på pressemødet, der blev afholdt umiddelbart efter.

Den nye træner kan se frem til at komme i aktion hurtigt, da Brøndby på søndag møder Randers FC.