DBU vil udnytte den store opmærksomhed på kvindefodbold i Danmark, og vil derfor søge om værtsskab ved EM i kvindefodbold i enten 2021 eller i 2025.
Det fortæller formanden i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, efter søndagens sølvmedaljer efter en succesfuld EM-slutrunde i Holland.
– EM vil være det ultimative arrangement for kvinderne. Vi har jo et delt EM-værtskab for herrerne i 2020, og det vil være naturligt at vi bygger videre og bringer kvinde-EM til danskerne, som jo i den grad har taget kvindelandsholdet til deres hjerte, siger Jesper Møller til Ritzau.
Den endelige værtsnation for EM i 2021 er ikke endnu blevet besluttet. Inden Danmark afleverer et officielt bud på EM-værtskabet, skal UEFA fastslå, hvilke krav der er til arrangøren.
LÆS OGSÅ: Barcelona-fans har stemt: Her er erstatningen for Neymar
– Vi skal kende UEFAs endelige licitationskrav til en slutrunde. Ud fra det indtryk jeg har fået de seneste tre uger i Holland, mener jeg, vi ville kunne indfri de krav, der måtte komme.
– Jeg tror, vi kan løfte et EM-værtskab alene i Danmark, men vi har jo heldigvis vores nordiske samarbejde, hvor jeg i de næste måneder vil snakke med mine kolleger i DBU om det.
Foruden at være værtsnation for et Europamesterskab, ønsker unione også, at der bliver spillet en Champions League-finale på dansk jord.
De seneste år har kvindernes Champions League-finalen været afholdt i den samme by som herrernes, men det bliver ændret fra 2019. Derfor vil det være muligt at få begivenheden til Danmark.