Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

Den 21-årige angriber, Kenneth Zohore, er blevet solgt til KV Kortijk med henblik på et videre salg til Cardiff City, som lige nu har transferforbud.

Dermed kommer angriberen til at skulle gå en noget kringlet vej for at komme til den engelske klub, som han i første omgang bliver lejet ud til.

Angriberen kom til klubben på en fri transfer i vinteren 2015, da han fik ophævet sin kontrakt med italienske Fiorentina.

Der er angiveligt tale om en sum på 10 millioner danske kroner.

I første omgang fik Zohore en halvårig kontrakt med fynboerne, der løb til sommeren 2015, men han fik den forlænget den, og det belønnede han i efteråret med at kvittere med syv mål.

Til klubbens egen hjemmeside udtaler sportsdirektør, Jesper Hansen:

”Jeg tror, at alle har kunnet se, at Kenneths talent har været større end det udbytte, han havde fået indtil han kom til OB. Hos os har han udviklet sig rigtig fint, og både fysisk, mentalt, spilmæssigt og i forhold til hans selvtillid, er han en langt stærkere spiller, end han var for et år siden.”

”Vi er glade for og stolte over vores evne til at udvikle og videreudvikle, og i de seneste transfervinduer har vi sendt spillere til både Schweiz, Holland, Tyrkiet og Belgien, der alle er ligaer, som er højere rangeret end den danske.”

”Det viser, at OB er en god klub at udvikle sig i, når man samtidig optræder med stort hjerte og ærgerrighed, som det har været tilfældet såvel Kenneth Zohore som for de øvrige spillere.”

Kenneth Zohore tilføjer:

”Jeg har haft det rigtig godt i OB, og jeg har udviklet mig helt vildt i det seneste år. Det betyder, at jeg føler mig klar til at tage et nyt step i min karriere. Jeg har godt vidst, at jeg var på et tidspunkt i min karriere, hvor det var nu eller aldrig, og med den tillid jeg har fået i OB, hvor alle har budt mig velkommen og hele tiden været der for mig.”

Kenneth Zohore er noteret for 28 kampe og 10 scoringer i den stribede trøje.