Da der søndag var kamp i Superligaen mellem Silkeborg IF og F.C. København, foregik der er en meget uheldig episode på tribunen. For mens det gik som det skulle for de forsvarende mestre på banen, så var der ikke meget at grine af på tribunen. En kvindelig kontrollør fik nemlig kastet et krus med urin ned over sig. FCK-tilhængeren blev efter kampen sigtet for handlingen.

Foto: Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images

I slutningen af kampen mellem Silkeborg IF og F.C. København, kastede en 29-årig FCK-fan fra Østerbro et plastikkrus med tis over hegnet fra udebaneafsnittet, hvor 500 andre fans af Løverne stod placeret. Det skriver Midtjyllands Avis.

Den 29-årige fan fik ram på en 35-årig kvindelig kontrollør, der stod på den anden side af hegnet.

Tidligere i løbet af kampen havde den samme mand også kastet et krus øl mod den samme kontrollør.

– Manden er sigtet for vold efter straffelovens paragraf 244. Han nægter sig skyldig, men vi har gode beviser mod ham. Vi har det på video. og den kvindelige kontrollør genkendte gerningsmanden, fortæller politiassistent Michael Svendsen fra politiet i Silkeborg.

LÆS OGSÅ: Agent: Der er rift om Michael Laudrup

Såfremt manden bliver dømt, kan han meget vel få en fængselsstraf. Den københavnske fan var i øvrigt den eneste tilskuer, der blev sigtet i forbindelse med fodboldkampen. Der var mødt 4.271 tilskuere op på Silkeborgs hjemmebane, JYSK Park.

Kampen på banen endte med en 3-1-sejr til F.C. København, der således er med i den sjove del af mesterskabsslutspillet. Københavnerne har vundet seks ud af de seneste syv kampe.

I mellemtiden må hjemmeholdets fans forberede sig på en svær tid, da de er havnet i nedrykningsslutspillet. I grundspillet endte de som nummer 11, og er placeret i pulje 1 sammen med Hobro, AGF og Helsingør.

LÆS OGSÅ: Liverpools håb fordufter: Nu er Real Madrid favoritter til at hente stjernemålmand