En af Liverpools mange legender, Graeme Souness, har afsløret, hvem han helst vil møde, hvis klubben fra Merseyside kommer i Champions League-finalen i år.
Graeme Souness spillede for Liverpool fra 1978 til 1984 og optrådte 247 gange for klubben. Nu har den skotske midtbanespiller løftet sløret for, hvem han helst så Liverpool stødte hovederne sammen med i en eventuel Champions League-finale.
Souness ville foretrække Real Madrid før Bayern München i en Champions League-finale. Han mener, de spanske giganter har for stor tiltro til én spiller i deres trup, nemlig Cristiano Ronaldo.
Souness som vandt pokalen med de store ører tre gange under sin tid hos Liverpool tror, at Jürgen Klopps mandskab har gjort mere end rigeligt for at booke billet til Kiev, hvor finalen i denne sæson skal afholdes.
LÆS OGSÅ: Roma med vild anklage: UEFA tvang os til at sælge Salah
Tirsdag aften slog The Reds nemlig italienske Roma med 5-2 i det første opgør i semifinalen i Champions League. Der venter derfor en relativ nem opgave for Klopp og co. i den italienske hovedstad, hvor returopgøret skal stå.
Souness mener, at de forsvarende europæiske mestre fra Real Madrid og de netop kårede tyske mestre fra Bayern sveder bare ved tanken om at skulle møde Liverpool i finalen.
– Liverpool er det hold, som ingen gider møde, fortæller Souness til talkSPORT.
– Bayern og Real Madrid vil håbe, at Roma kan skabe et mirakel i returopgøret, men det kommer ikke til at ske.
– Jeg vil foretrække, at vi trækker Real Madrid i finalen.
– Jeg er altid nervøs, når vi taler om tyskere. De gør arbejdet færdigt, de er pragmatiske, meget stædige og resolutte.
– Dette Bayern München-mandskab er et meget godt hold, mens jeg tror, at Real Madrid i år har for meget tiltro til Cristiano Ronaldo.
– Så jeg vil helst møde Real Madrid i finalen. Jeg tror, der er 95 procents sandsynlighed for, at vi kommer i finalen, afslutter Souness.
LÆS OGSÅ: UEFAs præsident: Disse spillere kommer til at tage over efter Ronaldo og Messi