Liverpools manager, Jürgen Klopp, må gerne slå et smut over Madrid ved hans næste trænerjob. Det mener Marcas brugere i hvert fald. Foto: Alex Broadway/Getty Images

En undersøgelse foretaget af den spanske fodboldavis, Marca, viser, at 82 procent af Real Madrids fans er overraskede over, at Zinedine Zidane har valgt at forlade klubben. 60 procent af tilhængerne svarer, at de er enige i beslutningen. 80 procent mener, at Zidanes periode i klubben har været meget god, 15 procent mener, den har været godt, og resten har formentlig trykket forkert.

Derefter har mediet også spurgt sine læsere om, hvilken efterfølger de ønsker, Real Madrid ansætter efter Zinedine Zidanes flotte karriere hos klubben, både som spiller, men så sandelig også som træner.

LÆS OGSÅ: 5 ting vi lærte af Liverpools sæson

Hvis man tager udgangspunkt i, hvad mange af de spanske medier skriver, så ligner Mauricio Pochettino fra Tottenham Hotspur den øjeblikkelige favorit. Men det er han altså ikke på Marca. Her er Liverpools Jürgen Klopp i øjeblikket fansenes favorit til at tage over efter Zinedine Zidane.

I alt har 27.000 læsere svaret på undersøgelsen hos Marca. Den tyske træner har fået 30 procent af alle stemmerne. Mauricio Pochettino har fået 24 procent, Guti 22 procent, Joachim Löw 14 procent, Michel 5 procent, og ‘andre’ ligger ligeledes på fem procent.

Klopp har et godt og et stort omdømme blandt spanske fodboldfans. I lignende afstemninger har han også scoret højt, blandt andet, da Barcelona skulle have ny træner. Men det forventes dog, at Klopp bliver lige så svær at tvinge ud af Liverpool, som det gør at lokke Pochettino væk fra Tottenham.

LÆS OGSÅ: Chelsea byder £96 millioner på Mauro Icardi – og sælger spiller til Real Madrid

Real Madrid skuffede i denne sæson i La Liga, hvor man ikke kunne følge med FC Barcelona. Til gengæld triumferede man i Champions League for tredje år i træk. Og det mente Zinedine Zidane altså var et passende tidspunkt at sige farvel på.