Af Anders Lang Jensen

Barcas argentinske verdensstjerne er, ifølge rigtig mange, verdens bedste fodboldspiller og måske endda den bedste nogensinde. Den berigelse til fodboldverdenen har Barcelona fået, eftersom Messi lige siden han var 13 år gammel har spillet for blaugrana-klubben.

Messi med den gyldne støvle

Foto: Alex Caparros/Getty Images

Lionel Messi har altså spillet hele sin karriere i FC Barcelona, og selvom han sandsynligvis har været ønsket i andre klubber, så har han aldrig rykket sig. Dog er der én klub, som han gerne vil spille for – barndomsklubben Newell’s Old Boys, der spiller i den bedste argentinske række.

Det siger han i et interview i det argentinske fodboldprogram Pasion por el Futbol.

”Jeg er mere og mere sikker på, at – i Europa – er Barcelona mit eneste hjem. Jeg har også altid sagt, at jeg gerne vil prøve at spille i Argentina en dag. Jeg ved ikke, hvorvidt det sker, men hvis det sker, så er det i Newell’s Old Boys. Intet andet. Det har jeg lyst til at gøre i mindst seks måneder, men du ved aldrig, hvad der kommer til at ske”, siger Messi.

Lionel Messi

Messi har boet i Spanien siden han var 13 år gammel og blev en del af ungdomsafdelingen i FC Barcelona bedre kendt under navnet La Masia. Dermed kunne han også være blevet spansk statsborger og spillet for det spanske landshold, der har vundet både EM og VM de seneste år.

Det er også noget, han er blevet spurgt til, fortæller Barca-stjernen i programmet.

”Den anden dag talte jeg med en af mine venner, som sagde til mig ‘Hvis du var blevet landsholdsspiller for Spanien, så havde du været verdensmester’, men den slags har slet ikke været noget, jeg har tænkt på. At blive verdensmester med Argentina vil være specielt.”