Transfervinduet synger på sidste vers, og man kan ikke ligefrem sige, at de engelske topklubber har været voldsomt aktive. Men det kan nås endnu, og Manchester United kan måske vise sig lidt frem inden vinduets lukning.

Af Anders Lang Jensen

 

Den 21-årige belgiske midtbanespiller, Youri Tielemans, har længe været kendt som et kæmpe talent, siden han som 16-årig brød igennem på Anderlechts førstehold, hvorefter han blot et år senere var fast mand.

Dette sikrede ham et lukrativt skifte til franske AS Monaco, men siden da er ikke alt gået strålende. For selvom belgieren som sådan har haft en godkendt tid i det franske, så er klubben i dyb krise, hvilket senest har ført til en fyring af Thierry Henry.

 

Netop denne fyring har kun skubbet et skifte væk fra Monaco nærmere, da den overtagende træner, Leonardo Jardim, åbenbart ikke har Tielemans med i sine planer, trods deres plads under stregen i ligaen.

På grund af dette har det belgiske medie Nieuwsblad meldt, at Manchester United vil hente belgieren på en lejeaftale inden transfervinduet lukker. De Røde Djævle er dog kun interesseret i at leje belgieren, da klubben angiveligt ikke tør at satse på en permanent aftale i første omgang.

Youri Tielemans har trods sin beskedne alder allerede spillet hele 250 seniorkampe med 41 mål og 34 assists til følge for henholdsvis Anderlecht og AS Monaco. Der er altså tale om en spiller, der stadig har en lang karriere foran sig. Og måske ligger den i Manchester.