Tidligere på ugen kunne Fodboldspilleren.dk berette om, at Henrik Hansen – den tidligere OB- og SønderjyskE-spiller – kunne være på vej tilbage til Ådalen. I dag er det så blevet officielt. Odense Boldklub henter fra sommer Henrik Hallenberg Hansen tilbage, og forsyner han med en kontrakt med en varighed på tre år. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
For et par måneder siden blev det offentliggjort, at den nuværende assistenttræner, John Bredal, ikke fik forlænget sin kontrakt med klubben. Derfor skulle der hentes en ny mand ind til denne rolle. Det har OB nu fået – her er et par ord fra Jesper Hansen.
Jesper Hansen: Vi har ønsket at finde en lidt anden profil til rollen
– Vi har været rigtig godt tilfredse med John Bredal og hans indsats i OB. Som vi tidligere har meldt ud, har vi ønsket at finde en lidt anden profil til rollen fremover, og her ser vi Henrik Hansen som en spændende afløser.
– Han er gået direkte fra sin aktive karriere til at blive træner, og her han i to år arbejdet med de unge spillere i SønderjyskE og i det seneste år med ligatruppen. Det giver ham de rette kompetencer til at løse de opgaver, han får som assistenttræner, og de opgaver der ligger i jobbet, hvor han også skal være et vigtigt omdrejningspunkt i at gøre de dygtigste af vores talenter klar til at spille førsteholdsfodbold.
– Han har en meget stærk vindermentalitet. Og så er han en person, der er rigtig dygtig til at skabe en god stemning omkring sig. Derudover stiller han høje krav til både spillere og kolleger.
– Vi ser ham derfor som en assistenttræner, der har nogle stærke kompetencer, og som bliver en god sparringspartner, der både kan udfordre vores måde at se tingene på, og som samtidig er yderst loyal og dygtig til at bakke op om klub, spillere og trænerkolleger, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
Kent Nielsen: Jeg har fulgt Henrik Hansen meget
Kent Nielsen glæder sig også til at skulle arbejde sammen med Henrik Hansen.
– Henrik er en, som jeg har kendskab til fra tidligere også. Jeg har fulgt ham meget. Først da jeg som træner for Horsens var med til at hente ham til klubben. Men også efterfølgende og efter at han er blevet træner. Så jeg har et indgående kendskab til personen. Han er en intelligent fyr, der var meget klog som fodboldspiller. Det har han bragt med sig.
– Det handler om at kunne se et større billede af en fodboldkamp. Det har han altid været god til. Han har været dygtig til at overføre det i sin trænergerning. Derfor får vi en assistenttræner, der er analytisk skarp, der er humørrig, og som har en god indgang til spillerne på et både fagligt og menneskeligt plan.
– Jeg er overordnet set rigtig glad for, at vi er blevet enige enige med både SønderjyskE og med Henrik Hansen om de forskellige vilkår. Det fortæller Kent Nielsen til ob.dk.
Henrik Hansen spillede for OB i perioden fra 2008 til 2011. Desuden har han også spillet for AC Horsens og SønderjyskE i Superliga-regi.
LÆS OGSÅ: OB-reserve har fået 32 minutter på banen i denne sæson: Der er interesse fra Grækenland og Sverige