West Ham har i dag offentliggjort, at de henter lejesvenden, Manuel Lanzini på en permanent aftale. Angriberen er i øjeblikket udlejet til London-klubben fra Al Jazira, men nu forlænges hans ophold i det engelske altså.
Af Emil Plovgaard
Manuel Lanzini har i indeværende sæson været en markant profil for West Ham. Derfor ønskede klubben også, at købe angriberen permanent. Nu er aftalen officiel, og Lanzini har underskrevet en 4-årig kontrakt med klubben.
Læs også: Rygte: Arsenal på jagt efter Granit Xhaka
“Jeg er virkelig glad for at have skrevet under, så jeg kan blive i denne fantastiske klub, siger Lanzini til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg føler mig hjemme her, og når man gør det, har man ikke lyst til at skulle nogen steder. Jeg er rigtig glad og nu vil jeg bare fortsætte med at gøre mit bedste.”
Manuel Lanzinis kontrakt indeholder udover de fire år en forlængelsesoption, så kontrakten kan forlænges med yderligere to år efter fælles ønske.
Læs også: Avis: Lazio-stjerne skal erstatte Cuadrado i Juventus
Manuel Lanzini har udover at spille for West Ham og Al Jazira også været en tur forbi River Plate og Fluminense. Han er kendt for sine vanvittige evner til at drible og rundbarbere en modstander. Hans kælenavn er “La Joya” oversat til dansk, Juvelen.
Han har i denne sæson scoret fem mål for West Ham i 18 kampe.