Af Anders Lang Jensen
Pengene hos den kinesiske liga er store, og derfor har flere stjerner taget turen østpå for at tjene til dagen og vejen og måske en lille skilling derudover. Nu kan en dansk stjerne være på samme vej, som mange andre europæere har taget tidligere.
For ifølge et britisk medie kan Lasse Vibe være på vej til Yanbian FC i Kina. I går bekræftede Brentfords manager, Dean Smith, at Lasse Vibe er i kontakt med en ny klub om et skifte, da danskeren har kontraktudløb med sin engelske klub til sommer.
Den kinesiske klub ligger i den andenbedste række i Kina, da de sidste år rykkede ned fra Superligaen. Nu skal den brandvarme danske bomber dog sende klubben tilbage i den bedste kinesiske række, som projektet uden tvivl har som formål.
Lasse Vibe kom til Brentford tilbage i 2015, og siden da er det blevet til 37 scoringer i 97 optrædener. Tidligere har Vibe blandt andet optrådt for Göteborg, Sønderjyske og FC Vestsjælland.
Det er dog ikke offensivt stjernedrys, som engelske Brentford kommer til at mangle. De har nemlig i denne januar hentet Emiliano Marcondes ind fra danske FC Nordsjælland. Dermed har dansker-klubben i den engelske hovedstad stadig nordisk islæt på mandskabet.
Om det er en direkte erstatning vides ikke. Emiliano Marcondes er mere en offensiv midtbanetype, hvor Lasse Vibe er en naturlig 9´er, der scorer masser af mål helt i front. Den samme kvalitet har Emiliano Marcondes dog også, eftersom stjernen skiftede væk fra Superligaen som efterårssæsonens store profil og en placering øverst på topscorerlisten.