Af Anders Lang Jensen
Selvom Real Madrids portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo er en aldrende herre, betyder det ikke, at angrebsstjernen mister niveau. Mandag aften vandt Ronaldo FIFA´s pris som verdens bedste fodboldspiller ved kåringen af ”The Best” i London.
Det individuelle trofæ til samlingen var prikken over I´et på en fremragende sidste sæson personligt for portugiseren med masser af mål og samtidigt en imponerende sæson med Real Madrid-mandskaben, som vandt både den spanske La Liga og Champions League-pokalen.
Men den EM-vindende Real Madrid-stjerne er dog stadig blevet 32 år gammel, hvilket betyder, at de sidste sæsoner på absolut topniveau i europæisk klubfodbold er de kommende år for Ronaldo. Dermed planlægger ledelsen på Santiago Bernabeu i den spanske hovedstad fremtiden.
Ifølge det spanske medie Diario Gol har kongeklubbens præsident Florentino Perez udformet en spillerliste med mulige fremtidige offensivstjerner, der skal tage over for Ronaldo, som har domineret Real Madrid-holdet siden det store skifte til Manchester United i 2009.
Mediet melder, at præsidenten vil hente en helt ung og usleben diamant til truppen og ikke give voldsomme summer for en allerede etableret verdensstjerne. Derfor er følgende tre spillere ifølge mediet nu placeret på en ønskeliste i den spanske hovedstad.
Det drejer sig om den 20-årige Gonçalo Guedes hos Paris Saint-Germain, der netop nu er på leje i spanske Valencia. Også brasilianske Gremios 18-årige midtbanespiller Lincoln er nævnt, mens den 17-årige Palmeiras-guldfugl Alan Souza også er et tema for Los Blancos, skriver Diario Gol.
Der planlægges altså en fremtid for Madrid-klubben. Mediet melder slutteligt, at walisiske Gareth Bale også kan være fortid på Bernabeu allerede til sommer. Her ønsker ledelsen i det spanske at sælge Bale for at hente penge ind til klubben og finansiere et muligt storkøb til sommeren 2018.
Her er engelske Manchester United og hans tidligere klub Tottenham nævnt som bejlere til den udskældte og skadesplagede stjerne.