De seneste par uger har der floreret rygter om, at Manchester United-målmanden David De Gea skulle være på vej til Real Madrid for at erstatte den hadede Iker Casillas i Madrid-målet. Nu intensiverer hovedstadsklubben så jagten på De Gea, idet de angiveligt har fortalt ham, at de vil kigge efter andre målmænd, hvis ikke han skriver under på en kontrakt i sommerens transfervindue. Det er altså nu eller aldrig for 24-årige De Gea.
Enkel men smart taktik
De Gea blev udnævnt som Manchester Uniteds ‘bedste spiller i sæsonen’ og fansenes ‘ bedste spiller i sæsonen’, da klubben havde prisoverrækkelse i tirsdags. Dette bevidner om en hel fantastisk sæson for den spanske keeper, og han har også været en af hovedårsagerne til, at Manchester-klubben endte på de europæiske pladser. Med De Geas præstationer og Madrids nuværende målmand, Casillas’, svingende kampe, ligger det i kortene, at der bliver roteret på målmandsposten, inden næste sæson begynder. Denne taktik eller metode, som Real Madrid bruger, når de stiller et ultimatum er ganske enkel og virker i mange tilfælde. Sidst de brugte metoden til at overbevise en spiller var i 2013, da de hentede walisiske Gareth Bale for rekord mange hundredemillioner.
Et skifte kan hjælpe på landsholdsituationen
Både De Gea og Casillas er fra Spanien og det vil sige, at de kæmper side om side om pladsen på det spanske landshold. En kamp som rutinerede Casillas har vundet og det er faktisk ikke blevet til mere end sølle fem kampe for De Gea, på trods af hans høje niveau og pladsen som førstevalg i en af Europas største klubber. Et skifte til Madrid vil helt sikkert hjælpe på De Geas landsholdsituation. Hvis først Casillas bliver henvist til bænken og De Gea samtidig spiller i Real Madrid, er den spanske landstræner tvunget til at sætte United-keeperen på holdkortet, når der skal spilles landskamp.