AGF-træner Glen Riddersholm var ikke en glad mand efter 2-1 nederlaget i Silkeborg. Særligt én ting irriterede ham dog mere end noget andet.
Det er udvisningen af Dino Mikanovic, som Glen Riddersholm kalder for stærkt utilgiveligt. Mandag aften tabte De Hvii’e 2-1 på udebane til Silkeborg i et underholdende opgør. Det var den første kamp nogensinde på JYSK park, som er navnet på Silkeborgs nye hjemmebane. Foruden tre mål bød kampen også på to røde kort, et til hvert hold.
AGF spillede dog flest minutter med ti mand på banen, da Dino Mikanovic blev udvist efter bare 25 minutters spil. AGF-træner, Glen Riddersholm, var efter kampen heller ikke tilfreds med Mikanovic’ ageren:
– Det er utilgiveligt. Det var en håbløs situation, han satte sig selv og holdet i. Han gav dommeren mulighed for at udvise ham, uanset om han ramte modstanderen eller ej.
Mikanovic modtog det første gule kort som blev følge af brokkeri. Kroaten følte sig snydt for et frispark. Heller ikke den advarsel er Riddersholm tilfreds med.
LÆS OGSÅ: 1. divisionsklub kunne ikke bruge ham – i dag blev han præsenteret i den bedste liga på Cypern
– Det ærgrer mig, og det er dumt, for vi har snakket om, at man skal kunne kontrollere sine følelser, siger Glen Riddersholm.
AGF-forsvareren Pierre Kanstrup mener også, at den tidlige udvisning blev afgørende i den tætte kamp mod Silkeborg.
– Vi fik en alt for tidlig udvisning, som gjorde, at Silkeborg fik alt for let ved det hele. Ellers var det skarpheden i begge felter, der gjorde forskellen, vurderer Kanstrup.
AGF skal forsøge at rejse sig efter gårsdagens nederlag, når holdet på mandag møder SønderjyskE i Haderslev.