Sadio Mané, Liverpools angriber, har malet sin hjemby i Senegal rød uagtet udfaldet i lørdagens Champions League-finale.
Bambali, som er en lille landsby i Senegal, kommer til at flyde over med Liverpool-trøjer, som Mané har sendt hjem direkte fra klubbens træningsanlæg på Melwood.
Lige siden fodbolden bragte ham rigdom og berømthed, har den 26-årige senegaleser sendt donationer til sit hjemland.
Avis: Liverpool-skifte er 99 procent sikkert
Og det har han gjort på en betingelse; at det ikke skulle i offentlighedens lys.
Forud for mødet med Real Madrid, har han dog gjort en undtagelse.
– Jeg har købt Liverpool-trøjer, som jeg sender hjem til folk i landsbyen, så de kan bære den under finalen.
– Min familie bor stadig i landsbyen, og de skal alle se kampen. Ingen i landsbyen skal arbejde den dag.
Manés hjemby, Bambali, er dog nok ikke den eneste by, som hepper på Liverpool. I følge Mané er Jürgen Klopps spillestil så attraktiv, at selv neutrale fans helst ser Liverpool vinde kampen. Altså bortset fra Madrid og et par steder i England, hvor man hader The Reds.
– Jeg kan ikke sige, at det meste af verden støtter Liverpool, fordi Real Madrids fans vil sige noget andet.
– Måske alle, som ikke holder med Real Madrid, Everton, Manchester United eller Manchester City. Jeg tror alle andre gerne ser, at Liverpool vinder finalen. Det ville være godt for fodbolden.