Af Anders Lang Jensen

Italienske Marco Verratti er fast mand hos PSG, og er en vigtig brik på midtbanen i den franske hovedstad. Men der er voldsom interesse for den lille teknisk dygtige midtbanemand.

Photo by Aurelien Meunier/Getty Images

Den 24-årige italiener er sat i forbindelse med Chelsea og ikke mindst FC Barcelona. Særligt i den spanske storklub har der været stor snak om, at Verratti er den helt perfekte afløser for aldrende Andres Iniesta.

Men sådan et skifte bliver ikke en realitet i denne sæson. Verratti er for vigtig en brik for Unai Emerys midtbaneakse på Parc Des Princes i Paris. Nu åbner sportsdirektøren op for snakken, men der er ikke noget at komme efter, hvis man hedder Chelsea eller Barcelona.

”Verratti er grundstenen på vores midtbane, og det vil han fortsætte med at være. Han går ingen steder i år”, siger sportsdirektør i PSG Patrick Kluivert til den franske avis Le10Sport.

Verratti spillede alle 90 minutter for PSG i den sensationelle 6-1-kamp for den franske hovedstadsklub i sidste uge.