De seneste dage har engelske Chelsea forhandlet på højtryk for at sikre sig nyt blod til angrebspositionen. En jagt der, inden længe, ser ud til endegyldigt at falde på plads.

Af Anders Lang Jensen

 

Det ser ud til, at der kommer til at ske ting og sager hos Chelsea i dette transfervindue. Maurizio Sarri har ikke skjult ønsket om at få en ny angriber til klubben – og alt tyder nu på, at italieneren får sit ønske opfyldt.

Flere troværdige journalister, heriblandt Fabrizio Romano og Matt Law, melder nemlig, at Juventus og Chelsea er nået til enighed omkring Gonzalo Higuain, der i efteråret har været udlejet hos AC Milan.

Handlen lyder på, at Chelsea lejer Higuain i seks måneder og til sommer får muligheden for enten at forlænge lejeaftalen med 12 måneder ekstra – eller at købe ham fri på en permanent kontrakt. Efter sigende mangler de sidste detaljer blot.

 

Det efterlader selvfølgelig Alvaro Morata seriøst ude i kulden – men heldigvis for spanieren er han nu på vej mod varmere og mere hjemlige himmelstrøg. Tror man nemlig Fabrizio Romano, så er Alvaro Morata meget tæt på et skifte til Atletico Madrid, der den seneste tid har jagtet angriberen.

Journalisten melder, at de sidste detaljer og endelige accept fra begge klubber samt spilleren meget snart er på plads. Når argentinske Gonzalo Higuain er på plads på Stamford Bridge, har spanske Alvaro Morata nemlig alle betingelserne for at finde en ny klub.

Også FC Barcelona er interesserede i at hente Morata, men udsigten til at spille andenviolin til Luis Suarez er ikke ønsket fra Morata. Hos hans barndomsklub Atletico Madrid kan han lettere spille sig i form og blive fast mand i front.