Den tidligere OB- og FCK-målmand, Jesper Christiansen, har siden sommeren 2017 været tilknyttet AB, hvor han har ageret assistenttræner og reservemålmand for klubbens førstehold i 2. division. Nu melder han stop og skifter karrierespor.
Jesper Christiansen kom dog kun i aktion for AB en enkelt gang. Det skete i pokalkampen mod Slagelse. Foruden at være klubbens assistenttræner og reservemålmand, har Jesper Christiansen også været målmandstræner i klubben. En karrierevej, han nu satser på.
”Det har været en rigtig lærerig periode i AB, og jeg er glad for at jeg fik chancen. Det har dog været svært at få det hele til at hænge sammen, da jeg ved siden af også har været målmandstræner. Jeg er nu nået til den konklusion, at det er målmandstrænervejen, som jeg gerne vil forfølge, og det har AB givet grønt lys for. Jeg takker alle i truppen, fans og folk omkring holdet for en rigtig god tid i klubben.”, fortæller Christiansen til klubbens officielle hjemmeside.
Her er de ti rigeste klubber i verden – Arsenal er nummer to
En vidtomfavnende karriere er forbi
Jesper Christiansen har haft en flot karriere, der har budt på fodbold i både ind- og udland. Han har i flere omgange været i OB. I første omgang fra 1998 til 2000, hvor han blev skudt af sted til skotske Rangers. I 2012 til 2014 var han atter tilbage i det fynske bur.
Foruden OB er det også blevet til fem år for F.C. København og i alt tre år i udenlandsk fodbold, med Rangers som primær arbejdsgiver.
I 2017 var han på vippen til at rykke op med Vendsyssel FF. Vendelboerne tabte dog samlet 3-1 til AC Horsens over to playoffkampe. Den nuværende AC Horsens-spiller, Simon Okosun, gjorde det ellers til 1-0 til Vendsyssel i løbet af første halvleg. Den Gule Fare kunne dog sikre sig overlevelse i landets bedste række med tre scoringer i anden halvleg.
På det danske landshold blev det til 17 kampe, som han fik fra 2005 til 2012.
Officielt: Diego Forlan skifter klub for 10. gang i karrieren