Af Anders Lang Jensen

Tottenham, med argentinske manager Mauricio Pochettino i spidsen, jagter nyt blod til truppen frem mod den kommende Premier League-sæson.

 

Matthias Ginter i aktion mod danske Yussuf Poulsen i landskampen mod Danmark. Photo by Getty Images

Derfor retter holdet på White Hart Lane fokus mod det tyske og storklubben Borussia Dortmund. 23-årige Matthias Ginter gør sig i det centrale forsvar, og var senest med for det tyske landshold, der gæstede Brøndby Stadion i kampen mod Danmark, der endte 1-1.

Avisen The Independent melder i dag, at Tottenham længe har haft et godt øje til den tyske forsvarsspiller. Allerede sidste sommer forsøgte Pochettino angiveligt at lande Ginter, men en handel de to parter imellem gik ikke igennem.

Photo by Dan Mullan/Getty Images

Men nu skulle Tottenham forsøge sig igen på Dortmund-spilleren, der også tiltrækker sig interesse fra tyske Hoffenheim.

Hoffenheim sluttede på en imponerende 4. plads i den tyske Bundesliga, og siger farvel til deres unge midterforsvarer Nicklas Süle, der skifter til Bayern München denne sommer. Derfor jagter Hoffenheim en erstatning, og her er Ginter det oplagte valg hos den tyske klub.

Photo by TF-Images/Getty Images

Avisen erfarer, at Pochettino er imponeret over den unge tyskers boldomgang og teknik, der vægter højt i Tottenhams spillestil, med gode defensivspillere der kan føre bolden frem og deltage i spillet med bolden. Ginter vurderes til omkring €17m (130 mio. danske kroner) hvilket Tottenham og Hoffenheim, ifølge avisen, er klar til at lægge på bordet for 23-årige Ginter.

Fast spilletid og sit endelige gennembrud på fodbolden store scene har den tyske defensivspiller atter til gode, men det skræmmer ikke de to bejlere, der begge ser Ginter som en god spiller også i fremtiden.