Af Anders Lang Jensen

Som det eneste hold i den engelske Premier League har Tottenham endnu ikke handlet i dette transfervindue. Men det er dog ikke ensbetydende med, at holdet fra Nordlondon ikke handler overhovedet denne sommer.

Getty Images

Flere spillere er nemlig blevet sat i forbindelse med et skifte til Spurs heriblandt Evertons Ross Barkley, som flest gange er nævnt som kommende Tottenham-spiller. Men det er dog ikke den unge englænder, der er tale om denne gang.

Det drejer sig Southamptons reservekeeper Paulo Gazzaniga, som hans tidligere manager på sydkysten, Mauricio Pochettino, ønsker at tilknytte til truppen. Det er altså en særdeles overraskende handel chairman i Tottenham, Daniel Levy, med stor sandsynlighed åbner vinduet med.

Ifølge engelske The Sun byder Spurs £2m på den argentinske keeper, der er tiltænkt en reserverolle på White Hart Lane, eftersom Spurs sendte deres reserve i sidste sæson, Pau Lopez, tilbage efter lejeaftalen med spanske Espanyol.

Den 25-årige målmand tilbragte hele sidste sæson på en lejeaftale i den spanske La Liga og hos klubben Rayo Vallecano. Men selvom CV´et ikke umiddelbart er prangende, ønsker den succesfulde Pochettino at hente hans tidligere keeper hos ligarivalerne fra den engelske sydkyst.

Photo by Dan Mullan/Getty Images

Argentineren vil gerne have 3 målmænd i truppen, hvor Gazzaniga bliver den sidste brik i keeper-puslespillet med Hugo Lloris og Michel Vorm, der i forvejen er at finde i Tottenham-truppen. London-klubben ser altså ud til at hente en spiller i dette transfervindue.

Det forventes dog også, at Pochettino og co. lander en ny højreback, inden transfervinduet smækker i den 31. august. Man solgte nemlig den engelske højreback Kyle Walker til Manchester City for et rekordbeløb denne sommer. Dermed skal der hentes en afløser ind.