Af Anders Lang Jensen
En række store engelske klubber har i en længere periode holdt et skarpt øje med den danske landsholdsanfører Simon Kjær, der til daglig tørner ud for tyrkiske Fenerbahce.
28-årige Kjær har skabt sig et navn hos tyrkiske Fenerbahce, og specielt i Europa League har danskeren leveret solide præstationer, der ikke er gået ubemærket hen. Klubber som Manchester United, Chelsea og Liverpool er alle tre nævnt som bejlere til den danske viking.
Det tyrkiske medie Turkish Football kan nu fortælle, at der er en stor interesse fra Anfield og Liverpool. Ifølge mediet har Merseyside-klubben angiveligt sendt scouts mod syden og den tyrkiske storklub for at kigge nærmere på Simon Kjær.
Manager hos Liverpool Jürgen Klopp vil forstærke sin defensiv markant til sommerens transfervindue, og her er Kjær en absolut favorit i den tyske managers øjne. Det tyrkiske medie skriver yderligere, at Fenerbahce ikke er meget for at miste den danske forsvarsstjerne, men lytter på tilbud i omegnen af £17m. Dette beløb er Liverpool klar til at indfri.