Det er ikke enkelt at slå igennem i FC Barcelona disse år. Senest har spillere som Bojan, Muniesa og Tello måtte erfare dette og tage konsekvensen: et klubskifte. Nu øjner Manchester United muligheden for at næste talent kan ryge i deres retning.
25-årige Marc Bartra er snart i sin bedste fodboldalder, men den lovende forsvarsspiller får ikke mange chancer i FC Barcelona under Luis Enrique. Bartra føler sig skuffet, men i vinterens transfervindue blev det tydeligt, at hverken klubben eller Luis Enrique ønsker at lade den unge forsvarsspiller gå. Ikke i denne sæson.
Bartra, der blandt andet har Carlos Puyol som spillerrepræsentant, får med den manglende spilletid også vanskeligt ved at finde en plads på Spaniens hold til sommerens EM i Frankrig.
Det bliver et spændende spørgsmål om Bartra vil se passivt på sine kontraktforhold, hvis en EM-deltagelse glider ud i sandet. Han har kontrakt med Barca frem til 30. juni 2017 og er altså formelt bundet til catalanerne også i næste sæson.
United skal ifølge det catalanske medie, SPORT, være klar med 12 mio. euro tilsvarende ca. 100 mio danske kroner for at sikre sig den talentfulde bænkevarmer i FC Barcelona.
Læs her hvilken anden engelsk klub der er interesseret i Bartra