Selvom Chelsea sluttede 2017/18-sæsonen af på bedste vis med en triumf i FA Cuppen, så var det samlet set en skuffende præstation.

Klubben sluttede i Premier League på en femteplads, som også betyder, at de ikke kommer til at spille Champions League i næste sæson.

Som en konsekvens af dette, har The Blues foretaget sig en masse ændringer i dette transfervindue. Antonio Conte har fået sparket, og ind er kommet Maurizio Sarri, som allerede har hentet Jorginho for 57 millioner euro.

Rygterne har svirret i stride strømme, og mange af dem har endnu til gode at blive realiseret.

Thibaut Courtois lader til at være fortid hos Chelsea, som har indgået en aftale med Real Madrid. Kun de personlige detaljer mangler man, før skiftet bliver en realitet.

Derfor har vi fundet frem til otte målmænd, som kan erstatte den belgiske målmand, og allerede nu bør være i London-klubbens overvejelser.

#8 – Jan Oblak, Atlético Madrid

På ganske få år har slovenske Jan Oblak etableret sig selv som en af de bedste målmænd i verden. Sloveneren har præsteret på et stabilt niveau, og været en sikker sidste skanse for den spanske hovedstadsklub.

Blandt andet i Europa League-turneringen i sidste sæson, hvor Los Colchoneres løb med titlen. Foruden guldmedaljerne i den turnering, så blev det til sølv i La Liga, foran byrivalerne fra Real Madrid.

#7 – Keylor Navas, Real Madrid

Det giver næsten sig selv, men vi nævner det nu alligevel. Keylor Navas mister med al sandsynlighed sin plads som førstemålmand, såfremt Thibaut Courtois skifter til Madrid.

Real Madrid ønsker – formentlig – ikke en ny Casillas-sag. Den spanske målmand blev til sidst frosset ud, da en mere stabil Diego Lopez pludselig overhalede ham. Iker Casillas skabte herefter problemer for hele truppen, og ikke mindst for den daværende træner, José Mourinho.

 

#6 – Kevin Trapp, Paris Saint-Germain

I kølvandet på ankomsten af Gianluigi Buffon og Alphonse Areolas tilstedeværelse i den franske hovedstad, får tyske Kevin Trapp aldeles svært ved at kæmpe sig frem til spilletid hos PSG i den kommende sæson under PSGs nye træner, Thomas Tuchel.

Som et resultat af dette, søger både Trapp og PSG nu efter en ny klub til tyskeren.

Den tidligere Eintracht Frankfurt-målmand besidder de perfekte egenskaber, der hører en moderne keeper til.

Hvis Kevin Trapps karriere skal have en genfødsel, virker Chelsea som det mest indlysende valg.

 

#5 – Gianluigi Donnarumma, AC Milan

Donnarumma er yngre end de fleste spillere, og italieneren var ikke engang født, da en anden italiensk målmand, Gianluigi Buffon, fik sit gennembrud i Serie A. Fødselsattesten viser 19 år, og han er dermed en mand for fremtiden.

For både AC Milan og det italienske landshold har han vist lovende takter. De italienske medier er sikre i deres sag. Gianluigi Donnarumma er den nye Buffon.

Donnarummas klub er i alvorlige økonomiske problemer, og et salg af målmanden ville være en solid pengeindsprøjtning for milaneserne.