1.000 euro – eller lige omkring 7.500 kroner. Det er prisen, som Besiktas skal hoste op med, hvis den tyrkiske klub vil beholde Mario Gomez, der har været en kæmpe succes i denne sæson. Det skriver tyske Bild.
I Besiktas er han ligatopscorer med 19 mål og har dermed en stor andel i førstepladsen i Superlig, og i weekenden fik han ovenikøbet comeback på det tyske landshold, og scorede sit første mål i hele fire år.
Sådan har historien om Mario Gomez dog ikke lydt i de senere år. Og det er derfor, at den 30-årige tyske angriber er så billig.
Han er lejet ud fra italienske Fiorentina til tyrkiske Besiktas. Hans ophold i Firenze var ikke nogen succes, hvor skader, manglende form og få mål ødelagde det hele.
Derfor var Serie A-klubben kun glad for at slippe af med tyskeren og årslønnen, der ligger på cirka 40 millioner kroner.
I sommers lagde Besiktas 25 millioner kroner for lejemålet, men beløbet bliver meget, meget mindre, hvis opholdet forlænges. For Fiorentina vil helst ikke have den tyske spiller tilbage igen.
Besiktas-bossen Ahmet Nur Cebi siger til tyrkiske medier ifølge Bild:
“Hvis Mario Gomez i april beslutter sig for at fortsætte i Besiktas, skal vi kun overføre 1.000 euro til Fiorentina.”