Hos FC København leder man konstant efter mulige forstærkninger til førsteholdstruppen rundt om i den store verden. Mildt sagt har klubbens scouts kigget nærmere på en spiller med fortid i engelske Manchester United mange tusinde kilometer væk fra Danmark nemlig i Sydamerika.
Af Anders Lang Jensen
Den tidligere Manchester United- og Real Madrid-spiller Guillermo Varela har ifølge sydamerikanske medier besluttet sig for at fortsætte karrieren i den danske hovedstad.
Det er blandt andet avisen Telemundo, der rapporterer, at den 25-årige højreback skifter fra klubben Peñarol i hjemlandet, Uruguay, til danske FC København. Ifølge mediet har han takket nej til brasilianske Gremio for at returnere til Europa.
I 2013 skiftede han fra Peñarol til Manchester United, hvor han dog havde svært ved at mase sig til spilletid. Fire Premier League-kampe står han noteret for. Undervejs i sit ophold i den engelske storklub blev han lejet ud til Real Madrid og tyske Eintracht Frankfurt. Det er ikke hvilke som helst adresser, Varela har været et smut forbi.
Varela står noteret for fem landskampe for Uruguay. Blandt andet fik han fuld spilletid i to kampe under sommerens VM-slutrunde i Rusland.
Det er ingen hemmelighed, at FC Københavns nuværende førstevalg på højrebacken, landsholdsspilleren Peter Ankersen, senest til sommer skal sælges. Og derfor virker det meget indlysende og logisk, at FCK leder efter nyt blod på den position.
Varela har kontrakt med Peñarol frem til sommeren 2020, og FC København skal derfor sandsynligvis have tegnebogen frem i forbindelse med det mulige skifte. Dog er der til sommer bare et enkelt år tilbage af kontrakten, hvilket stiller danske FCK i en fornuftig forhandlingssituation.