Vildt rygte: PSG interesseret i tidligere Superliga-stjerne!

Skrevet af : Anders Lang

Af Anders Lang Jensen

Det er ikke hverdagskost, at tidligere spillere i den danske Superliga tager springet til udlandet og bliver blandt Europas bedste. Men sådan en historie kan FC Nordsjælland måske snart prale af. Deres tidligere midtbanestjerne Stanislav Lobotka har taget en voldsom udvikling.

 

Stanislav Lobotka fortsætter med at tiltrække sig interesse fra nogle de bedste klubber i Europa. Nu er det så franske Paris Saint-Germain. De har angiveligt har udset sig den tidligere FC Nordsjælland-profil.

For bare et år siden skiftede Stanislav Lobotka fra FC Nordsjælland til Celta Vigo. Skiftet til den spanske klub har vist sig at være det helt rigtige skridt i karrieren. Midtbanekreatøren har fra dag et været en markant profil på Vigo-mandskabet.

 

Den 23-årige slovak spillede samtlige kampe i den spanske liga for Celta Vigo i den forgangne sæson, og han har gjort det så godt, at nogle af de bedste klubber i Europa har fået øjnene op for ham.

I løbet af de seneste uger er der blevet snakket meget om italienske Napoli, som Stanislav Lobotka også selv har bekræftet sin interesse i at spille for. Men den italienske klub kan nu se frem til at få konkurrence af Paris Saint-Germain.

 

Ny træner, samme interesse

Ifølge det spanske medie, Eldesmarque, er den franske klubs interesse ikke helt ny, men klubbens nye tyske træner, Thomas Tuchel, er begyndt at kigge frem mod næste sæson, og her vil han angiveligt gerne have forstærket den centrale midtbane.

Derfor har sportsdirektøren i Paris Saint-Germain Antero Henrique rettet opmærksomheden mod Stanislav Lobotka, der kan vise sig at blive solgt for et stort beløb i sommerens transfervindue.

På rygtebørsen har Napoli angiveligt tænkt sig at betale i omegnen af hele 300 millioner kroner for den tidligere FC Nordsjælland- spiller, men Paris Saint-Germains interesse kan nu få prisen til at stige. Stanislav Lobotka har en frikøbsklausul på 373 millioner kroner i Celta Vigo.

Brug piletasterne ← → til at komme frem og tilbage