Hos FC København render der mange store profiler rundt på træningsbanerne. Deres kvalifikation til gruppespillet i Europa League har givet et glimrende udstillingsvindue, og det har måske båret frugt allerede.

Af Anders Lang Jensen

 

De har allerede Daniel Wass i truppen, og måske kan der være mere dansk blod på vej til spanske Valencia. For angiveligt har den spanske storklub rettet fokus mod FCK og deres spillertrup. Det er det spanske medie Superdeporte, der fortæller, at FC Københavns venstre back Nicolai Boilesen er et emne i Valencia.

Danskeren har haft en fin sæson på klubholdet, hvor Ståle Solbakken har fået stabiliseret forsvaret, og han har formentlig stadig et godt navn i Europa efter nogle gode sæsoner i Ajax, inden han blev alvorligt skadet og uvenner med træneren Frank de Boer.

Men Boilesen er ikke den eneste spiller, som den spanske klub ifølge mediet følger. Også den slovakiske forsvarsspiller Denis Vavro er et emne i Valencia. Vavro har hævet niveauet markant i denne sæson, hvor han spiller ved siden af Andreas Bjelland. Sammen har de dannet et solidt makkerpar.

 

Den 22-årige centrale forsvarsspiller har kontrakt med FC København frem til sommeren 2022, mens Nicolai Boilesen har kontrakt med Ståle Solbakkens mandskab frem til sommeren 2020.

Det er ikke unormalt, at klubber følger og holder øje med mange spillere, så der er stadig langt fra interesse til aftale. Men interessen er alligevel et bevis på, at FCK-forsvaret har stået godt, og at de gode præstationer i Europa også er blevet bemærket.

I Superligaen har FCK lukket 16 mål ind i 16 kampe.  Klubben har i Europa League-gruppespillet lukket tre mål ind i fire kampe.