Arsenals træner Arsene Wenger fortæller, at Pep Guardiola skal forberede sig grundigt på skiftet til Manchester City, og at presset er enormt. 

Af David Paris

Arsenals mangeårige manager Arsene Wenger advarer Pep Guardiola forud for hans trænerjob i Premier League-klubben Manchester City, når han til sommer tiltræder.

Guardiola overtager trænerposten i den blå del af Manchester efter tre succesfulde år i Bundesliga-klubben Bayern München. Manuel Pellegrini – Citys nuværende manager – annoncerede for nyligt, at han trækker sig fra jobbet, når sæsonen er færdig til sommer. Den tidligere Barcelona-træner, Guardiola, overtager altså posten.

Ifølge 66-årige Arsene Wenger bliver Guardiolas tid i England bestemt ikke en dans på røde roser, og han advarer altså derfor den spanske træner. Han sagde, i et interview forleden:

“Hvis man ser på tendensen i Premier League, ser det ud til at være lettere vanskeligt at have en høj procentdel af vundne kampe. Premier League er måske det sværeste sted at vinde mange kampe…”

Presset er stort

Desuden fortæller den franske træner også, at presset er enormt på Premier League-managere. Og at man, specielt som manager for et større hold, f.eks. Arsenal og Manchester City, er nødt til at vinde kampene hver weekend. Han siger: “… Du skal konstant vinde kampe og du kan let føle dig presset.”

Da Wenger blev spurgt om Guardiola i fremtiden kunne overtage trænerjobbet i Arsenal, når han selv en gang går på pension, svarede franskmanden blot følgende: “Jeg vil ikke vælge min efterfølger i klubben. Jeg vil bare forlade den (klubben, red.) i en position, hvor nogen kan gøre det bedre (end jeg gjorde, red.), når jeg er borte.”

Læs også: OFFICIELT: Premier League-emne skifter til kinesisk klub

Læs også: Holdkammerat: ”Suárez bedre end Messi”