Af Anders Lang Jensen
Sommerens måske helt store historie bliver spekulationerne omkring, hvem der skal overtage det nu ledige managerjob hos Arsenal efter Arsene Wengers afsked denne sommer. Et helt nyt og særdeles interessant navn, set med danske briller, er dukket op blandt pressen.
For danske Michael Laudrup er angiveligt i spil til et af de mest eftertragtede trænerjobs i fodboldverdenen, nemlig dét på Emirates Stadium i London hvor Arsenal FC holder til.
Den store spanske sportsavis Marca skriver torsdag, at den tidligere landsholdsstjerne er blandt kandidaterne til det ledige managersæde i Premier League-storklubben.
London-holdet står uden træner, efter at Arsene Wenger efter 22 år i managersædet i den seneste weekend for sidste gang stod i spidsen for klubben, der i de seneste år har haft svært ved at klemme sig ind i top-4 i den bedste engelske række.
Og ifølge Marca har Michael Laudrup nu sluttet sig til favoritfeltet over endelige kandidater til det ledige sæde på Emirates Stadium. Et felt, der angiveligt også indeholder navne som Mikel Arteta, Luis Enrique og Maximilliano Allegri.
Michael Laudrup har tidligere været at finde i Premier League, da han som Swansea-manager blandt andet førte den walisiske klub til tops i Liga Cuppen. I sin anden sæson stoppede danskeren dog i klubben, da han ragede uklar med ledelsen.
I dag er Michael Laudrup træner i Qatar-klubben Al-Rayyan Sports Club. Tidligere har han blandt stået i spidsen for Getafe, Mallorca og Spartak Moskva. De eksotiske klubber kan dog nu måske blive skiftet ud med mægtige Arsenal.
Andre medier, specielt fra England, melder om at den spanske træner Mikel Arteta er den helt store favorit til trænerjobbet. Den nuværende assistenttræner for Pep Guardiola hos Manchester City er tidligere Arsenal-spiller og holder angiveligt samtaler med London-klubben.
Det ændrer dog ikke på, at den store avis Marca mener at vide, at Laudrup er et seriøst emne hos ledelsen i Arsenal.