Nani skal onsdag op mod sin tidligere holdkammerat, mentor og forbillede, Cristiano Ronaldo, idet de to portugiseres mandskaber, Valencia og Real Madrid tørner sammen. Nani har hele sin karriere lidt under Ronaldos succes og er i en alder af 30 år stadig ikke sluppet fri af verdens bedste fodboldspillers skygge. 

Af David Paris 

Som helhed har Nani haft en gloværdig karriere som professionel fodboldspiller. Han har spillet for nogle af Europas største klubber, vundet et hav af pokaltitler og mesterskaber og så blev han og resten af Portugal kronet til Europas konger, da de i sommer vandt EM. På trods af dette, kan man desværre ikke sige, at han på noget tidspunkt er trådt helt ud af Cristiano Ronaldos kæmpe skygge.

Forholdet mellem de to portugisere er centralt i morgendagens kamp mellem Nanis nuværende klub, Valencia, og Cristiano Ronaldos Real Madrid. De to mandskaber tørner sammen i 16. runde af La Liga på Mestalla Stadium og der er lagt op til brag. Kongeklubben indtager rækkens førsteplads og skal forsøge at holde fast i forspringet til titelaspiranterne FC Barcelona. Omvendt er der en lettere krise i den traditionsrige klub Valencia. Klubben ligger i øjeblikket placeret i den dårligste halvdel af tabellen og kun på grund af gode resultater de sidste tre La Liga-runder har klubben, der også har spillere som Dani Parejo og Simone Zaza på lønningslisten,  sneget sig væk fra nedrykningspladserne.

Ronaldo som ven, mentor og forbillede

Den to år ældre Cristiano Ronaldo fungerede som en faderfigur for Nani, da den dengang 20-årige portugiser ankom til Old Trafford: “Jeg boede i hans hus til at begynde med – mig, Ronaldo og Anderson. Det var meget vigtigt for mig, fordi jeg var så ung, og han (Ronaldo, red.) havde alle de erfaringer. Han vidste hvordan, hvordan man skulle klare sig i England, hvordan man skulle håndtere gaderne, kameraerne og alle reglerne,” fortalte Nani til avisen Omnisport tilbage i 2016.

På billedet ser man Louis Saha, Cristiano Ronaldo og Nani i nævnte rækkefølge fra venstre. (Photo by Alex Livesey/Getty Images)

Dengang var Nani udset til at være Ronaldos afløser, når han en dag ville forlade Manchester United. Hurtig, god dribler og meget atletisk og svær at stoppe var ordene, der beskrev Nani (og Ronaldo for den sags skyld) dengang. I sin første sæson spillede Nani, der kom fra den portugisiske klub Sporting, 41 kampe og var stort set fast mand. Efter Ronaldos skift til Real Madrid to år senere, i 2009, formåede Nani aldrig at udfylde tomrummet.

Det var primært en masse småskader, der var årsagen til dette, men også dårlig form og mange forkerte beslutninger på fodboldbanen spillede en stor rolle. I 2015 måtte han derfor prøve noget andet og han blev udlejet til sin gamle klub Sporting. Han gjorde en god figur og de tyrkiske mestre Fenerbache købte fløjspilleren og efter endnu en fin sæson, og gode præstationer under sommerens EM-slutrunde, fik Valencia øjnene op for Nanis genfundne kvaliteter og købte ham fri af hans kontrakt.

Brug piletasterne herunder hvis du vil vide mere om Nani