Før Jamie Vardys Arsenal-skifte overhovedet er bekræftet, har Leicester formentlig allerede fundet afløseren i Watfords Troy Deeney.
Det er efterhånden ikke længere nogen hemmelighed, at Jamie Vardy snart ser ud til at være fortid i Leicester City til fordel for Arsenal. Selvom mestrene endnu ikke har opgivet håbet om at holde på Vardy – blandt andet ved at forsøge at lande en ny kontrakt og matche den lønpakke på 1,2 millioner kroner om ugen, som “The Gunners” kan tilbyde angriberen – så kan et skifte være lige oppe over nu.
Bliver transferen en realitet, har Leicester dog ikke tænkt sig at lade vente på sig med erstatningen for klubbens topscorer i den netop overståede sæson. Ifølge avisen The Telegraph kan forstærkningen meget vel findes i Watfords succesfulde angriber Troy Deeney, som Leicester holder øje med.
Deeney er stor publikumsfavorit på Watfords hjemmebane Vicarage Road. På 6 sæsoner er det blevet til 90 ligamål – heraf 13 i den seneste udgave af Premier League. I en sæson, hvor Watford som hold har spillet over evne, har Troy Deeney stået som den klart største profil. Spørgsmålet er nu, om han kan sige nej til muligheden for Champions League-fodbold i Leicester, hvis de som forventet byder på den 27-årige angriber.
Det hele afhænger i sidste ende af Vardys beslutning – at blive i trygge omgivelser i Leicester eller søge mod nye udfordringer blandt stjernerne i Arsenal.