Den finske landsholdsspiller, Markus Halsti, fik i sidste måned ophævet sin kontrakt med den amerikanske MLS-klub, D.C. United.
Af Emil Plovgaard
Men den finske midtbanespiller skal formentligt ikke gå særlig lang tid som ledig på arbejdsmarkedet.
I hvert fald ikke, hvis man skal tro den danske avis, Tipsbladet, der sender Halsti af sted til FC Midtjylland.
Mediet skriver nemlig, at den finske defensive midtbanespiller, der også kan fungere som central forsvarsspiller, har bestået lægetjekket uden problemer, og derfor kan se frem til at tilbringe de næste to år i den midtjyske muld.
Læs også: Skørt: Fellaini skulle vise ID for at komme ind til Belgiens kamp mod Irland
32-årige Markus Halsti har tidligere spillet syv sæsoner hos svenske Malmö FF, men sidste år skiftede han til USA, hvor han var udset som en stor profil.
Den finske landsholdsspiller rendte dog ind i en skadesplaget periode, og opnåede kun 14 kampe for DC United.
Det skal lige nævnes, at han slet ikke har været på banen i denne sæson.
Halsti får i FC Midtjylland selskab af sine landsmænd, Tim Sparv og Kaan Kairinen. Ifølge Tipsbladet sker præsentationen af Halsti mandag.
Læs også: Medie: Arsenal og Barcelona på jagt efter Napoli-stjerne