Det var til tider gråt for SønderjyskE-mandskabet, der hjemme på Sydbank Park tog imod FC København.
SønderjyskE havde det til tider svært hjemme mod FCK, og var tydeligt mærket efter torsdagens Europa League-kamp, men fik tilkæmpet sig et flot point.
Det begyndte ikke alt for godt for sønderjyderne, da man i 1. halvleg gav alt for meget spil væk til københavnerne, og efter 23 minutters spil udnyttede Benjamin Verbic dette efter et flot opspil fra Kasper Kusk.
I anden halvleg kom sønderjyderne dog gevaldigt bedre med, og efter et hjørnespark kunne Simon Kroon med albuen sende bolden i mål efter, at Marc Pedersen havde snittet den videre med hovedet.
Få sekunder før tid brændte Johan Absalonsen en kæmpe chance, der gør, at kampen ender 1-1 på trods af store chancer til begge hold, og det kunne sagtens have endt med mange flere mål.